Frederiksholm kirke og sognepræst Helene Ferslev vil fremover tilbyde samtaler til dig, som står over for at skulle være far og har lyst til at vende dine glæder og bekymringer over alt det, som venter dig, sammen med andre kommende fædre. 

Som far er du er vigtig for barnet - også under graviditeten 
”Som far kan man måske føle sig lidt som en tilskuer til graviditeten. At man står på sidelinjen og bliver kaldt ind, når man kan hjælpe med noget. Det er en følelse, jeg fornemmer, mange fædre har”, siger Helene Ferslev. Men den nyeste forskning på området viser, at fædres følelsesmæssige overgang er mindst lige så dramatisk og gennemgribende som mødres, også selvom det ofte bliver overset af sundhedssystemet og heller ikke er noget, mange kommende fædre taler om. Men som far kan du bidrage med noget helt særligt og værdifuldt, som kan have en positiv betydning for dit barn resten af livet. Og faktisk har du allerede under graviditeten mulighed for at lægge kimen til en god og sund tilknytning til dit barn.


Forbered dig på rollen som far
”Fædre er stadig ret oversete under graviditeten,” forklarer Helene Ferslev. ”De har ikke mange steder, hvor de kan gå hen og få luft for deres overvejelser og følelser.” Graviditeten er en rigtig god anledning til at reflektere over egen barndom og prøve at spore dig ind på, hvem det lille væsen i din kones eller kærestes mave er. Det kan sætte gang i mange forskellige tanker og følelser, som det er vigtigt at sætte ord på i et fortroligt rum, fx hvad sker der med mig, når jeg bliver far? Har jeg overhovedet nogen rolle den første tid af barnets liv? Kan jeg de samme ting som før? Hvad nu, hvis det går galt?”. 

Samtaler i små grupper
Samtaleforløbet er tilrettelagt i samarbejde med forskningschef Henrik Norholt, der forsker i småbørnspsykologi og familiedannelse, og tager udgangspunkt i den nyeste forskning inden for fædres tilknytning til barnet i maven. Samtalerne fungerer som en slags mental forberedelse til rollen som far og det nye forældreliv. Det vil være åbne og fordomsfrie gruppesamtaler, hvor man frit kan tale om alt fra de store spørgsmål i livet til hverdagens problematikker. Forløbet indeholder også anvisninger på tilknytningsstyrkende tiltag, som du kan udføre mellem samtalerne. 

Hver gang tager udgangspunkt i ét af følgende 6 temaer: 

Graviditeten
Det ufødte barn
Dig som far
En ny familie
Fødslen
Livet med et lille barn

Tilmelding
Vi starter et nyt forløb op i starten af 2020 (både førstegangsfædre og flergangsfædre er velkomne). Samtaleforløbet strækker sig over 6 gange, og vi aftaler datoer og tidspunkter sammen. Det er gratis at deltage.
Er du interesseret, så kontakt Helene på hfe@km.dk // tlf. 2018 3995.