GUDnathistorier

Vi eksperimenterer lidt med vores børnearrangementer og derfor har vi erstattet Bibeldetektiverne med et nyt tiltag: “GUDnat-historier for børn”. Det bliver en månedlig tilbagevendende børnegudstjeneste med fokus på historiefortælling, rytmik og dans - hver gang med et nyt, spændende tema. Ligesom til Bibeldetektiverne serverer vi efterfølgende lækker, børnevenlig aftensmad.

Bibelen er et skatkammer af gode og dramatiske fortællinger, der rammer noget i os alle - børn som voksne - og til GUDnathistorier bliver de fortalt i børnehøjde for de mindste. Og så er vi ovenikøbet så heldige, at den knalddygtige musikpædagog Sandra Skov Fallesen hver gang vil stå for et indslag med "GUDnatdans" med musik og rytmik, der passer til aftenens tema og historie.

GUDnathistorier er målrettet børn i alderen 1-5 år, men hele familien kan være med.

Tilmelding er ikke nødvendig, man møder bare op i kirken. Vi opfordrer til, at deltagere lægger en lille skilling (eller mobile Pay'er) i kassen - det skal være med til at finansiere den gode aftensmad.

Hvornår?

GUDnathistorier foregår som udgangspunkt den sidste torsdag i hver måned fra kl. 17.00 - 19.00 (december, juni og juli undtaget). Men følg med på vores facebookside - der finder du altid den nyeste information om vores arrangementer.