Ved en række filmarrangementer i Frederiksholm kirke vises Jens Loftagers prisbelønnede trilogi, der startede med ORD (1994) og fortsatte med KRIG (2003) og TRO (2017).

Hver gang vil en ny præst diskutere emnet for aftenens film med instruktøren. (Se programmet nedenfor). Det bliver en afslappet snak, hvor publikum kan stille spørgsmål. Vi serverer lidt lækre snacks og forfriskninger undervejs. De tre film kan ses uafhængigt af hinanden, og man behøver derfor ikke at deltage ved alle arrangementer. Der er fri entré, og alle er velkomne.

 

ORD (1994, 48 min.)

Torsdag 26. sep. kl. 19-21.00. Med instruktør Jens Loftager og sognepræst Christian Rydahl

En skildring af ordets magt - og afmagt. En påvisning af ordets undertrykkende - og befriende muligheder. Med Salman Rushdie og Václav Havel som toneangivende symboler veksler filmen mellem statements fra en række verdensberømte forfattere, arkivmateriale fra brændpunkter i det 20. århundredes kamp for (og undertrykkelse af) ytringsfrihed - fiktioner, bl.a. "Tusind og een nats eventyr" i hvilke Scheherezade fortæller historier for at overleve. Udover Havel og Rushdie medvirker Joseph Brodsky, Paul Auster, Günter Wallraff, Mario Vargas Llosa, Villy Sørensen, Inger Christensen, Julio Llamazares, Tahar Ben Jelloun, Kemal Kurspahic (fra Sarajevo-avisen Oslobodenje) og Aziz Nesin.

KRIG (2003, 52 min.)

Torsdag 24 okt. kl. 19-21.00. Med instruktør Jens Loftager og sognepræst Helene Ferslev

Det tyvende århundrede har i vores del af verden været præget af krig, ikke mindst de to verdenskrige og konflikten i eks-Jugoslavien. For de, der oplever en krig, repræsenterer den destruktion og død, men under rædslerne trives også håb og næstekærlighed. I filmen mødes billedernes skønhed og beretningernes gru i et forsøg på at forstå menneskets adfærd og oplevelse af sig selv under og efter krigens ekstremer. Med afsæt i optagelser fra krigenes skuepladser fortæller en række vidner om tab, smerte, angst, afmagt, dilemmaer, ydmygelser, kampe og kz-lejre. Men også om betydningen af at forblive menneske i alle situationer. Filmen er anden del af Jens Loftagers trilogi, som blev indledt med »Ord« (1995).

TRO (2017, 81 min.)

Torsdag 28. nov. kl. 19-21.30. Med instruktør Jens Loftager og sognepræst Heidi Røn Preem

Tro sammenfletter to tilsyneladende meget forskellige historier: Dels en utraditionel dansk præst, der underviser kommende konfirmander, dels tre japanere på en pilgrimsrejse til Mount Fuji. Disse tre var tidligere medlemmer af sekten Aum, som udførte et terrorangreb i Tokyo i 1995, og de forsøger nu at komme overens med deres fortid. I mellemtiden opfordrer den danske præst sine elever til at springe ud i livet og finde ud af, hvem de er. 
For handler tro ikke altid om at finde ud, hvem man selv er? I TRO skaber to vidt forskellige billeder af religiøs tro en kontrastfuld og tankevækkende helhed. Filmen undersøger på tværs af livsstadier og kulturer, hvordan tro både kan gøre mennesker livsduelige og i stand til at forstå os selv bedre, men også skubbe os ud i ekstreme valg, vi senere vil fortryde og have svært ved at leve med.


Om Jens Loftager

Jens Loftager har siden 1989 lavet en lang række fiktions- og dokumentarfilm, og han har modtaget priser i både ind- og udland. Alle de tre film i triologien er skabt i samarbejde med fotografen Anthony Dod Mantle (Oscar for Slumdog Millionaire) og lyd-designer Henrik Garnov. Tilsammen udgør de instruktørens forsøg på at nærme sig en forståelse af, hvordan vi bliver til som mennesker – og hvordan vi går til som mennesker.