SeniorOptimister

SeniorOptimisterne er hyggelige torsdage, hvor vi synger sange fra Højskolesangbogen, hører foredrag eller anden optræden og hygger med kaffe, boller og kage. SeniorOptimisterne er primært et tilbud til ældre, men alle er velkommen!

 

Hver torsdag i ulige uger kl. 14.00 - 15.45 i krypten under Frederiksholm kirke.

 

Bemærk: Der er ingen SeniorOptimister den 28. marts og den 9. maj.


Fri entré og ingen tilmelding. 

 

PROGRAM FORÅR 2024

 

18. januar - Kaffe, the, kage og fællessang

 

1. februar - 'Bhutan' v/ Camilla Kornerup 

Syd for Tibet i den østlige del af Himalayabjergene gemmer sig et lille buddhistisk kongedømme, Bhutan. Et sagnomspundet land, hvor befolkningen stadig går klædt i nationaldragter, dyrker bueskydning som nationalsport og holder en lang række religiøse festivaler. Som noget ganske særligt måler Bhutan sine 800.000 indbyggeres velstand ud fra lykke som målestok, og begrebet bruttonationallykke, er blevet synonymt med Bhutan. Camilla Kornerup er cand.mag. i religion og spansk og har et indgående kendskab til det lille kongedømme og vil tage os rundt i landet og give os et indblik i de brydninger landet står i i disse år i mødet med den hektiske moderne verden.


15. februar - Kaffe, the, kage og fællessang

 

29. februar - 'Det kristne håb'

Filosoffen Friedrich Nietzsche har sagt om håbet, at det er det værste af alle onder, for det forlænger menneskets lidelser. Hos apostlen Paulus, derimod, er håbet et ubetinget gode på linje med tro og kærlighed. Men hvor fik Paulus den idé fra? Præst, Marie Sigaard Schou, fortæller om det kristne håbs begyndelse. 

 

14. marts - Kaffe, the, kage og fællessang

 

11. april - 'Mogens Glistrup - i fortælling og sang' v/ Anne-Marie Glistrup 

Hør om en skæbne i danmarkshistorien – om Mogens Glistrup og hans begivenhedsrige liv – fortalt af hans datter og med et udvalg af sange, Glistrup kunne lide og som betød meget for ham.

Glistrup var politiker og provokatør, han var utrættelig – og kæmpede livet igennem med åben pande, for hvad han for alvor troede på.

Han læste meget – også litteratur, han kendte sine klassikere, sin højskolesangbog, teater og revy og han sang gerne højt og med glæde.

 

25. april - Kaffe, the, kage og fællessang

 

23. maj - 'Skønt og skævt i den nye højskolesangbog' v/ komponist og musiker Lasse Skovgaard

I 2020 kom den 19. udgave af Højskolesangbogen. I foredraget kommer vi hele vejen rundt om den nye udgave - vi synger eksempler på nye sange, der er kommet med, og på sange, der har fået lov til at blive. Vi hører om Højskolesangbogens historie og diskuterer, om den stadig er sangbogen over alle sangbøger!


Lasse Skovgaard har arbejdet med Højskolesangbogen de sidste 15 år og har som komponist to sange med i den nye udgave.

 

6. juni - Sommerafslutning (OBS. kl. 13). Tilmelding på Kirkekontoret

 

Hvor: I Krypten under Frederiksholm kirke

Hvornår: Torsdage i ulige uge kl. 14-15.45

Fri entré.