Sang og koncerter
Sydhavn Sogn har ofte klassiske og rytmiske koncerter, korkoncerter samt fællessang på plakaten – både i Frederiksholm kirke og på Kirkeskibet.
Kirkens tre organister Carsten Mølholm, Aleksandr Aeschlimann og Esben Von Tangen Lund spiller både på kirkens orgel fra 1968 og kirkens Bechstein-Hofmann flygel. Derudover har vi løbende gæsteoptrædener fra eksterne musikere ved flere af sognets gudstjenester.
Vores faste kirkekor er Sydhavn Kantori, der øver fast én gang om ugen. Én gang om måneden er der fællessang med Så syng da, Sydhavn! i Frederiksholm kirke.

Musikaktiviteter

UDSOLGT Efterårskoncert med Fangekoret
11. NOVEMBER KL. 19 I FREDERIKSHOLM KIRKE
Velkommen til koncert med Fangekoret i Frederiksholm kirke.
Fangekoret nedbryder muren af fordomme med sang og fortællinger om det der gik galt, når deafholder koncert i Frederiksholm kirke.
Koret optræder med sange, som korsangerne selv har skrevet samt information om korets virke og livet bag murene. Teksterne er vedkommende og handler om skyld, tro, fejltrin, tilgivelse, had, håb og anger.
Siden 2005 har Fangekoret sunget i utallige kirker rundt om i landet og givet koncerter for fulde huse.
Præst Morten Sternberg åbner koncerten med en kort andagt.
Billetpris: 75kr. Køb billet her.
Al billet- og barindtægt går ubeskåret til Menighedsplejens Julehjælp.
Hvor: Frederiksholm kirke, Louis Pios Gade 8, 2450 KBH SV
Metro: M4, Metrostop: Mozarts Plads
Koncertstart kl. 19. Døre åbner kl. 18.

UDSOLGT Julekoncert med Marie Carmen Koppel
8. DECEMBER KL. 20 I FREDERIKSHOLM KIRKE
Ingen jul uden Danmarks gospel- og souldiva Marie Carmen Koppel i Frederiksholm kirke. Koppels og Steen Rasmussens (klaver) årelange samarbejde og venskab kan både høres og mærkes på scenen, hvor deres unikke sammenspil flettes sammen med en hyggelig og humoristisk tone og kontakt til publikum.
Marie Carmen Koppel elsker julens sange, amerikanske carols og salmer. Hun tog for alvor den amerikanske jul til sig, da hun i to år boede i New York, og sang med i gospelkoret Fountain Church of Christ i Broooklyn.
Koppel har udgivet to julealbums “Have yourself a merry little Christmas” samt “When you wish upon a star”. Senest har hun udgivet julesangen ”Hope at Christmas time” skrevet sammen med Steen Rasmussen.
Vi glæder os til at byde alle sydhavnere indenfor i kirkerummet til årets julekoncert, der med garanti bringer julestemningen med sig.
Kirkebaren er naturligvis åben.
Billetpris: 75kr. Billetsalget åbner den 20. oktober.
Al billet- og barsalg går ubeskåret til Menighedsplejens julehjælp.
Dørene åbner kl. 19.00 og der er frie pladser. Koncerten starter kl. 20.
Bemærk, at det kun er muligt at betale med MobilePay i kirkebaren.
Sted: Frederiksholm kirke, Louis Pios Gade 8, 2450 KBH SV.
Faste fællessangs- og koraktiviteter

Så syng da, Sydhavn!
Så syng da, Sydhavn! er Sydhavns hyggeligste fællessangsaften, hvor en særlig sydhavnsgæst præsenterer sine favoritsange fra Højskolesangbogen.
Sydhavnsgæsten har som udgangspunkt en tæt tilknytning til Sydhavn eller Sydhavn Sogn, og vi har haft fornøjelsen gæster som den lokale læge, ansatte i lokale foreninger som SydhavnsCompagniet, Karens Minde og Børnenes Dyremark, medlemmer af Kgs. Enghave Lokaludvalg, medlemmer af Sydhavn Sogns menighedsråd, præster fra Sydhavn og Vesterbro, lokale kunstnere og mange flere.
Undervejs serverer vi kaffe og kage.
Fri entré.
Hvornår: Den sidste onsdag i måneden (juni, juli og december undtaget). Kl. 19.30-21.00.
Hvor: På 1. salen i Frederiksholm kirke, Louis Pios Gade 8, 2450 KBH SV

Sydhavn Kantori
Carsten Mølholm leder Sydhavns ambitiøse kirkekor Sydhavns Kantori, som er et flerstemmigt amatørkor bestående af 30 sangere.
Koret deltager i højmessen til særlige højtider og giver et par årlige koncerter. Koret øver hver mandag aften i Frederiksholm kirke.
OBS: Lige nu søges alle stemmer – primært tenor og bas, men også alt og sopran – til Sydhavns Kantori. Se kontaktinfo på kantoriets hjemmeside.