Det sker / TorsdagsTanker

TorsdagsTanker

Kom til efterårets ‘Torsdagstanker – fyraftensforedrag i Frederiksholm Kirke’ – et nyt initiativ som vi glæder os til at byde velkommen til. Vi har inviteret en række præster til at dele noget af det, der optager dem, og som de ved mest om. Med Torsdagstanker ønsker vi at skabe et rum for nysgerrighed og eftertanke – og give plads til at blive klogere på stort og småt, og alt det andet, der er mellem himmel og jord. Glæd jer til en række hyggelige fyraftener i Frederiksholm Kirke for alle nysgerrige sydhavnere. Hvert foredrag begynder og slutter med en sang, og undervejs byder vi på snacks, vin og vand.

Én gang om måneden kl. 16.30 – 18.00 i krypten under Frederiksholm kirke.

Fri entré og ingen tilmelding. 

Program Efterår 2026

24. september ’Præster på film’ v/ præst Morten Sternberg

Præsten har en lang tradition i dansk film og tv. Lige siden den første danske tonefilm, Præsten i Vejlby (1931), har præsten indtaget en naturlig rolle på både lærred og skærm, hvor vi blandt andet har mødt den joviale præst med de åbne arme, præsten som det moralske fyrtårn og den decideret latterlige klovnefigur. Og så er der lange perioder, hvor præsten glimrer ved sit fravær i det danske film- og tv-landskab. Et spændende og hyggeligt filmforedrag, hvor præsten er i centrum. Gennem filmklip tegnes et portræt af præstens rolle i dansk film og tv gennem de sidste ca. 100 år.

Morten Sternberg er filmnørd og præst i Sydhavn Sogn.


Oktober er endnu ikke planlagt


5. november ‘Sorgen – den nødvendige fortælling’ v/ hospitalspræst Christian Busch

Sorg er en naturlig reaktion på tab og truslen om tab. Derfor er det relevant for alle, der oplever tab eller truslen om tab, at forholde sig teoretisk og praktisk til begrebet sorg. Vi vil tale om hvordan man kan forstå sorg og reaktionerne på sorgen, herunder ensomhed, angst, meningsløshed og tomhed.
Mennesker, som oplever at miste en nærtstående, vil i sorgen ofte gøre sig overvejelser over hvilke værdier i deres tilværelse, der er de væsentligste og hvad det betyder for deres tro. I foredraget vil vi tale om, hvordan man kan høre, når et menneske taler om dets livsværdier, og hvordan vi kan indgå i en berigende samtale om eksistentielle temaer og trosmæssige overvejelser.
Et menneskes liv kan forstås som de fortællinger, der kan fortælles om det. Inden for kort tid kan et menneske, få en helt anden fortælling end den, han eller hun ventede og regnede med. Når et menneske mister en nærtstående, må det skabe ”sorgens nødvendige fortælling”.

Oplægget vil belyse vigtigheden af at skabe en ”sikker” fortælling om den mistede. Den hjælpende samtale er at hjælpe et menneske, der har mistet forståelsen af sit liv med en ny forståelse af sin livsfortælling. Bl.a. vil vi beskæftige os med vigtigheden af at fortsætte båndene til den, som er mistet.

Christian Busch har været hospitalspræst på Rigshospitalet i 33 år. Han gik på pension i 2022. Tidligere var han hospitalspræst på Amtssygehuset i Glostrup i tre år og fængselspræst i Vestre Fængsel i to år. Centrum i hans arbejde har været samtaler med patienter og deres pårørende, som har oplevet alvorlig sygdom, ulykker og traumatiske oplevelser.


3. december ‘Julen på gaden’ v/ gadepræst Liane Dambo

December er en måned, hvor vi i særlig grad tænker på andre – og måske også på os selv. Vi vil gerne gøre det godt for dem omkring os: finde de rigtige gaver, nå juleafslutningerne og skabe en god jul for familie, venner og kolleger. Men midt i alt det, vi skal nå, kan der også være brug for at standse op.

For december er ikke kun en travl måned. Det er også en måned med tid til eftertanke, selvrefleksion og nærvær. En tid, hvor der skal være plads til mennesket – også når livet ikke er perfekt eller pakket smukt ind.

Det er noget af det, ‘Julen på gaden’ handler om: at være til stede i det, der er lige nu. Om at turde holde pause, se hinanden og give plads til det menneskelige.

Til dette fyraftensforedrag inviterer gadepræst Liane Dambo os med ind i netop disse tanker om jul, nærvær og menneskeliv. For måske er det netop det, det lille jesusbarn i krybben fortæller os: at julen ikke begynder med det perfekte, det færdige eller det vellykkede, men med et menneske, der bliver født midt i det hele.

Liane Dambo er gadepræst og ungdomspræst på Vesterbro.


Hvor: I Krypten under Frederiksholm kirke

Hvornår: En torsdag kl. 16.30-18.00

Fri entré.