Det sker / Solen er ny hver dag

Solen er ny hver dag

– En poesifestival på vandet

Kom og lyt til digte, musik og talks, hæng ud i solen på husbåden, bladr i bøger, spis & drik, lyt til vandet, hils på en ven, få en ny! Fri entré hele dagen.

Kirkeskibet i Sydhavn Sogn inviterer til endags-poesifestivalen SOLEN ER NY HVER DAG med nogle af Danmarks bedste digtere:

Begynd dagen med Læs i Metroen med Thiemers Magasin og stå af på Enghave Brygge tæt ved Kirkeskibet – en smuk husbådskirke, der ligger til kaj ved Teglholmen. Her venter oplæsning og interview med Søren Ulrik Thomsen og en lyrikkoncert med Amina Elmi, Asger Schnack, Christel Wiinblad og Nicolaj Stochholm, der alle læser op til improviseret musik af multiinstrumentalisten Henriette Groth. Du kan høre oplæsning og interview af Sidse Laugesen, Søren R. Fauth og Lars Emil Foder og en lige dele tankevækkende og dansabel koncert med Skammens Vogn. Som optakt til solnedgangen holder Asger Schnack en poetisk båltale, og vi slutter af med hæng ud og festligheder. 

I løbet af dagen kan du vinde bøger i den poetiske tombola og i kortspillet “Stik mig et digt!”. Der er bogsalg ved Thiemers Magasin og naturligvis masser af sandwich og kolde drinks i baren. Præst Christian Rydahl er dagens vært og står for interviews på scenen. 

SOLEN ER NY HVER DAG er en ny festival, der sætter fokus på poesi, som får os til at tænke, gør os paffe og pudser sanserne af.
SOLEN ER NY HVER DAG er show, leg & højt halløj – og et lyttende møde mellem poesi og musik.
SOLEN ER NY HVER DAG siger Heraklit. Eller sagde. Nej, siger! Og mon ikke den også er ny, solen, lørdag d. 13. juni?

Fri entré!

TID: Lørdag d. 13. juni fra kl. 14.00-23.00 (OBS. Læs i Metro med Thiemers Magasin starter kl. 12.15).

STED: Kirkeskibet 2450. Ved Alfred Nobels Bro, Topstykket 20, 2450 KBH SV

Metro M4, metrostop: Enghave Brygge

Dagens program

12.15: LÆS I METROEN: Mød op i Thiemers Magasin, Vesterbro. Gå i samlet flok til metroen, læs i metroen, stå af på Enghave Brygge, få en surprise optræden og gå sammen til Kirkeskibet 2450. 

14.00: Dørene åbner på Kirkeskibet

14.15: Velkomst v/ Christian Rydahl

14.30: POETISK TOMBOLA: Vind bogpræmier i en poetisk tombola ved Christel Sunesen og Lars Emil Foder fra Mikrofest

15.00: Pause

15.15: DIGTE & SAMTALE: Søren Ulrik Thomsen. Interviewer: Christian Rydahl

16.30: Pause

16.45: DIGTE & MUSIK: Amina Elmi, Asger Schnack, Christel Wiinblad og Nicolaj Stochholm læser op til improvisation af musiker Henriette Groth

17.45: MAD & SPIL: Sandwich (PWYW) & vind bogpræmier i kortspillet “Stik mig et digt!” ved Christel Sunesen fra forlaget Ekbátana

19.00: DIGTE & INTERVIEW: Lars Emil Foder, Sidse Laugesen & Søren R. Fauth. Interviewer: Christian Rydahl

20.10: Pause

20.30: KONCERT: Skammens Vogn

21.30: Pause

21.45: POETISK BÅLTALE ved Asger Schnack

21.53: Se solnedgangen & hæng ud

23.00: Tak for i år!

SOLEN ER NY HVER DAG er arrangeret af Sydhavn Sogn, og programmet er kurateret i samarbejde med forlægger og litteraturarrangør Christel Sunesen og forfatter, musiker og litteraturarrangør Lars Emil Foder.

Amina Elmi (født 1994 i Somalia) debuterede i 2023 med digtsamlingen Barbar [Tavshedens objekt]. Hun modtog BogForums Debutantpris 2023, og bogen er oversat til flere sprog. Hun modtog i år prisen The European Poet of Freedom som den hidtil yngste modtager.

Foto: Sara Galbiati

Asger Schnack (f. 1949) debuterede med digtsamlingen Øjeæbler i 1967. Han har udgivet en lang række digtsamlinger, essaysamlinger, romaner, børnebøger og biografier, senest fortællingen Den påtvungne sommerfugl (2025) og digtsamlingen Det var mit system at elske (2026). Gennem årene har han haft flere forskellige forlag, bl.a. Bebop og Asger Schnacks Forlag. I 2013 modtog han det nystiftede F.P. Jacs Mindelegat som den første, og i 2018 fejrede Asger Schnack 50-års forfatterjubilæum.

Foto: Sofie Amalie Klougart

Christel Sunesen (f. 1981) er indehaver af mikroforlaget Ekbátana, som udgiver ny dansk litteratur og genrelegende værker. Derudover er hun arrangør af litteraturfestivalen Lille Bogdag, medstifter af online-boghandlen Mikrofest og var med i Kulturministeriets Arbejdsgruppe for Litteratur. I 2023 modtog Ekbátana Sigvaldi-prisen, uddelt af Statens Kunstfond, og Forening for Boghaandværks Diplom for påskønnelse af godt bogarbejde.

Foto: Frej Ankerstjerne

Christel Wiinblad (f. 1980 ) er uddannet på Forfatterskolen og Københavns Universitet. Hun debuterede i 2009 med 49 forelskelser og har siden udgivet både digte og romaner. I 2024 udgav hun den prisvindende digtsamling Deep Purple, som modtog både Kritikerprisen og blev præmieret af Statens Kunstfond. Hun er aktuel med de to sammenhængende digtsamlinger Wings og Word, hvor grundteksten er skabelsesberetningen.

Foto: Frej Ankerstjerne

Henriette Groth (f. 1976) er komponist og multiinstrumentalist, bl.a. spiller hun klaver, bratsch og klarinet. Hun er uddannet pianist fra Rytmisk Musikkonservatorium, optræder på en lang række musikudgivelser og arbejder ofte i scenekunstneriske sammenhænge. Hun har komponeret musik til film, teater og danseforestillinger samt sat musik til digte. Henriette Groth har turneret internationalt og optrådt bl.a. i Sverige, Norge, Grønland, Frankrig, Polen og Brasilien.

Lars Emil Foder / LEF (f. 1980) er forfatter, sanger og sangskriver. Han debuterede i 2013 med den tværkunstneriske Natatlas med sange, digte og grafik og har bl.a. udgivet prosa- og digtsamlingen Fabelagtigheder (2018) og digtsamlingen Luftigheder (2024) samt nr. 1-6½ i den tværkunstneriske musik- og lyrikserie Kun for idioter (2022-). Derudover er han uddannet i filosofi, arrangør af litteraturfestivalen Lille Bogdag og medstifter af online-boghandlen Mikrofest.

Foto: Jón Bjarni

Nicolaj Stochholm (f. 1966) debuterede i 1991 med langdigtet Biografi og har senest udgivet digtsamlingen Det regelmæssige. Han har udgivet 13 digtsamlinger og modtaget flere priser, bl.a. Beatrice-prisen 2002 og Emil Aarestrup Medaillen 2004.

Foto: Robin Skjoldborg

Sidse Laugesen (f. 1975), digter og skønlitterær oversætter og formidler. Hun har oversat adskillige romaner og digte fra kinesisk, og i 2022 debuterede hun med digtsamlingen Min hardcore høne, hvor hun har oversat sine egne prisvindende kinesiske digte til dansk. Hun har modtaget Morten Nielsens Mindelegat og var shortlistet til Munch-Christensens debutantpris.

Foto: Adam Amsinck

Skammens Vogn er en trio bestående af digterpræsten Nikolaj Zeuthen, healeren Oliver Hoiness og den irske cannabisbonde Jakob Millung. Det er en gruppe baseret på et venskab fra folkeskoletiden, et kunstnerisk og spirituelt fællesskab, som snart har eksisteret i tyve år. Bandet slog igennem med albummet Asfalt (2013) og har siden da udgivet syv albums, senest Spacebaby fra 2024.

For sine tekster er Zeuthen nomineret to gange til Carl Prisen og en gang til Steppeulven. Oliver Hoiness har modtaget en Steppeulv som “Årets musiker”. Jakob Millung har flere priser bag sig, primært som tidligere medlem af Moi Caprice og Choir of Young Believers. Trioens arbejde sker i en stor og vedkendt kærlighed til traditionen og i en opfattelse af at musik er til for at glæde og trøste mennesker.

Søren R. Fauth (f. 1971) er digter, oversætter, dr.phil., litteraturforsker og germanist. Han modtog Jan Sonnergaards mindelegat i 2021 for sit virke som lyriker og oversætter og i 2023 Jacob- und Wilhelm Grimm Preis for sin forskning og formidling af tysk litteratur og filosofi. Hans seneste udgivelser er de to tæt sammenvævede værker, sonetkransen du er jo lige her og digtsamlingen du skal leve, jeg skal dø (2025).

Foto: Lærke Posselt

Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) debuterede i 1981 med digtsamlingen City Slang og har siden udgivet hæderpriste digtsamlinger og essays. Han blev medlem af Det Danske Akademi i 1995 og har modtaget mange priser for sit forfatterskab, herunder i 2025 Det Svenske Akademis Nordiske Pris, også kaldet ”den lille Nobelpris”. I 2021 udkom erindringsessayet Store Kongensgade 23, og i år kan han fejre 45 års forfatterjubilæum. I den anledning udkommer Udvalgte digte med et forord af ham selv.