Lyt til månen – en fortællekoncert på Kirkeskibet

Lyt til månen
Måneskinssonaten i musikalsk og poetisk fortolkning for børn og voksne på Kirkeskibet.
Fortællekoncerten Lyt til Månen er en nyfortolkning af det klassiske mesterværk Måneskinssonaten, komponeret af Beethoven i 1801
Handlingen udspringer af børnebogen Skrædderkaninerne og Måneskinssonaten, skrevet og tegnet af Marie Priem, og fremføres live på scenen af to klassiske musikere og en fortæller.
De fleste kender Måneskinssonatens drømmende førstesats, men klaversonaten består egentligt af tre forskellige satser. I Lyt til Månen flettes musikken fra alle tre satser ind i den poetiske fortælling om de to skrædderkaniner Zig og Zag og pigen, de kalder Nat. Hun dukker op helt alene og tavs en sen aften i Papirskoven. I hånden har hun en kuffert.
Men hvem er hun? Og hvad er der i den kuffert?
I anledning af Halloween viser vi ‘Lyt til Månen’ på Kirkeskibet. Vejen ned til Kirkeskibet er i mellemtiden blevet erobret af alverdens monstre og kæmpeedderkopper. Så er I advaret, hvis I beslutter jer for at kigge forbi.
Medvirkende: Marie Priem, Karen Duelund Guastavino og Louis Schrøder
Målgruppen er 2-7 årig og deres voksne
Fri entré. Der er begrænsede pladser og det er først til mølle.
Hvor: Kirkeskibet, Topstykket 20, 2450 KBH SV