Frivillig i Sydhavn Sogn
VIL DU VÆRE FRIVILLIG I SYDHAVN SOGN?
Og brænder du for at være en del af en kreativ proces, hvor du får mulighed for at prøve dine ideer af og samtidig være med til at gøre en forskel for Sydhavns borgere? Så er det måske lige noget for dig at blive frivillig i Sydhavn Sogn.
Sydhavn er en levende og mangfoldig bydel, der hele tiden vokser sig større og større. Sydhavn Sogn vil gerne være en vigtig medspiller i at bidrage med varierende aktiviteter til alle Sydhavns borgerne. Så alle får mulighed for at være en del af et fællesskab og samtidig lære deres bydel og medborgere bedre at kende.
HVORFOR BLIVE FRIVILLIG?
- Du er med til at gøre en forskel for bydelens borgere
- Du får muligheden for at lære andre Sydhavnsborgere at kende
- Du kan være med til at udvikle på og afvikle kirkens mange arrangementer
- Du får mulighed for at udvikle dine kompetencer
HVORDAN FOREGÅR DET?
Udvikling og afvikling af aktiviteterne foregår i tæt samarbejde med andre frivillige, aktivitetskonsulenterne, præsterne og andre af kirkens ansatte, og sammen arbejder vi målrettet hen imod et endnu højere niveau af skønne aktiviteter i kirken. Du kan læse mere om de enkelte arrangementer her på kirkens hjemmeside.
HVEM KAN BLIVE FRIVILLIG? Alle over 18 år kan blive frivillige i Sydhavn Sogn – uanset køn, trosretning og bopæl. Det vigtigste er, at du har lyst til at være en del af et fællesskab og gøre en forskel for sognets borgere.
HVAD KAN JEG LAVE SOM FRIVILLIG?
Der er mange måder at være frivillig på. I virkeligheden handler det om, hvad du mest har lyst til. Du kan f.eks. lave:
Noget med børn. Kirkens børneaktiviteter er blandt andet Tumlingegudstjeneste, Halloween, Fastelavn, Julefest, Minikonfirmander, Legestue samt Septemberfest og Pinsefest. Alle aktiviteterne er velbesøgt af Sydhavns børnefamilier og vi har derfor brug for endnu flere engagerede frivillige til at fortsætte succesen. Og der er mange måder at bidrage på. Du kan fx være med til at:
- Lave skattejagt
- Udvikle nye ideer til et minikonfirmandforløb
- Være kreativ med børnene
- Finde på nye børneaktiviteter til Septemberfesten og Pinsefesten
I virkeligheden er det kun fantasien, der sætter grænser og har du andre ideer til børneaktiviteter, vil vi naturligvis også gerne høre om dem.
Noget med lyd/lys. I Frederiksholm kirke og på Kirkeskibet 2450 har vi en del arrangementer i løbet af året, der kræver såvel lys- som lydopsætning. Sammen med kirkens frivillige lys- og lydentusiaster har man mulighed for at lave lyd/lys til kirkens musikarrangementer som f.eks. rytmiske koncerter, særgudstjenester, Drop in-vielse o.l.
Noget med diakoni. I Sydhavn Sogn arbejder vi løbende på at udvikle nye diakonale initiativer, der kan favne alle Sydhavns borgere. Hver år holder vi blandt andet Jul for Gadens Venner, hvor det er frivillige kræfter, der står bag, ligesom vi også uddeler julehjælp. Men vi vil gerne have endnu flere diakonale projekter, så hvis du har en god ide eller ønsker at være en del af udviklings- og/eller afviklingsarbejdet, så er der rig mulighed for dette. Du kan også blive en del af Menighedsplejen, der blandt andet står for uddeling af julehjælp.
Noget med seniorprojekter. Sydhavn Sogn har en stor menighed af seniorer, der blandt andet er flittigt besøgende til Lysgudstjenesten, Senioroptimisterne, Filmeftermiddage, Så syng da, Sydhavn! med mere. Som frivillig ved kirkens seniorarrangementer kan du blandt andet være med til at:
- Planlægge foredrag
- Planlægge musikgæster til Så syng da, Sydhavn!
- Blive en del af det faste hold frivillige, der er hver anden torsdag, afvikler Senioroptimisterne.
Noget med grøn kirke. Siden januar 2017 har vi søsat en række initiativer med den ambition at gøre kirken til en grøn kirke. Det er vigtigt for os som kirke at passe på Guds skaberværk og vores allesammens jordklode. Vi vil gerne vise Sydhavn og andre kirker i Danmark, at vi bakker op om et klimavenligt og bæredygtigt liv, og selv om det måske kun er en lille dråbe i havet, så tror vi på, at en lille forskel er bedre end ingen forskel. Som frivillig kan du f.eks.:
- Være med til at passe kirkens grønne arealer, plante bede m.m.
- Være med til at afvikle kirkens fire årlige byttemarkeder
- Lave bæredygtige og grønne aktiviteter til f.eks. Pinsefest og Septemberfest
Noget med nørklerier. To gange om måneden mødes en nørkleklub til hygge, nørklerier, kaffe og kage. Nørkleklubben er drevet af frivillige, og de kan altid bruge flere frivillige nørklehænder.
Læs mere.
Noget med praktik. Kirkens mange arrangementer betyder også, at der er meget praktisk arbejde både før, under og efter et arrangement. Kan du godt lide at gå praktisk til hånde er der altså rig mulighed for det f.eks. ved at:
- Hjælpe kirkekokken i køkkenet, når der skal laves mad til mange
- Bage kage
- Stå for barsalget ved f.eks. koncerter og foredrag
- Klargøre, servere og afrydde ved forskellige arrangementer
- Dække bord og rydde af ved begravelseskaffe
- Passe grillen ved udendørs arrangementer
KONTAKT
Hvis der er noget, der falder i din smag eller du har flere spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte aktivitetskonsulenterne Sofie Bohm / sob@km.dk / 61665622 eller Stine Ovgaard / soje@km.dk / 29453964